Ville du lade dit barn gå hen til en fremmed hund på gaden?

Min datter Emma elsker hunde.

Hun er vokset op med hunde. Hun ser dem hver dag, går ture med dem, ser dem træne, ser dem lege, ser dem hvile, og hun synes, helt naturligt, at hunde er spændende, søde og sjove.

Men Emma har også lært noget vigtigt:
Man går ikke bare hen til en fremmed hund.

• Man venter
• Man spørger
• Man er rolig
• Og man respekterer et nej

Hun må ikke løbe hen til en hund.
Hun må ikke vifte med armene.
Hun må ikke larme.
Hun må ikke kramme hunden.
Hun må ikke stirre den direkte i øjnene.
Hun må ikke mase sig ind i hundens rum, bare fordi hun gerne vil.

For hunde er ikke offentlige bamser.

Og det tror jeg egentlig, de fleste mennesker godt kan forstå, når det handler om børn.

Vi ved godt, at børn ikke bare skal gå hen til fremmede hunde på gaden.
Ikke fordi alle fremmede hunde er farlige, men fordi vi ikke kender dem.

Vi kender ikke hundens grænser.
Vi kender ikke dens erfaringer.
Vi ved ikke, om den har ondt.
Vi ved ikke, om den er stresset.
Vi ved ikke, om den er tryg ved børn.
Vi ved ikke, om den kan håndtere hurtige bevægelser, små hænder, direkte øjenkontakt eller et barn, der kommer for tæt på.

Og vi kan ikke forvente, at et lille barn kan læse de små signaler, der ofte kommer før en reaktion fra hunden.

Derfor lærer vi børn at være respektfulde omkring hunde.

Men her kommer det interessante spørgsmål:

Hvorfor glemmer vi den samme logik, når det handler om vores hunde?

Hvorfor tænker vi, at to fremmede hunde automatisk skal hilse, bare fordi de begge er hunde?

Vi ville jo aldrig sige til et barn:

"Gå du bare hen og kram det fremmede barn... I er jo begge børn"

Eller:

"Det andet barn vil gerne lege med dig, så nu skal du også ville lege"

Eller:

"Du ser ud som om, du gerne vil derhen, så det er nok en god idé"

For vi ved godt, at interesse ikke er det samme som samtykke.

Vi ved godt, at lyst ikke er det samme som ret.

Vi ved godt, at social kontakt kræver mere end bare to individer, der befinder sig i nærheden af hinanden.

Det samme gælder hunde.

En hund, der trækker hen mod en anden hund, er ikke nødvendigvis en hund, der kan håndtere mødet, når den først står der.

En logrende hale betyder ikke automatisk: "Jeg er tryg, rolig og socialt kompetent lige nu."

Det kan også være spænding.
Det kan være frustration.
Det kan være usikkerhed.
Det kan være høj arousal.
Det kan være en hund, der gerne vil hen, men som ikke har ro nok i kroppen til at gennemføre mødet pænt.

"Jeg vil gerne derhen" betyder ikke altid "jeg kan håndtere kontakten".

Det ser vi især på gåture.

To hunde mødes i line. Ofte frontalt/direkte på mod hinanden. Ofte på en smal sti eller et fortov. Begge ejere står tæt på. Linerne bliver stramme. Hundene har begrænset mulighed for at lave buer, vende siden til, trække sig, snuse væk, tage pauser eller afslutte mødet naturligt.

Det er faktisk ikke en særlig naturlig eller let social situation for hunde.

Alligevel forventer vi ofte, at de bare skal kunne "sige hej".

Og hvis det går galt, bliver hunden tit stemplet som sur, aggressiv, dominerende, hysterisk eller dårligt opdraget.

Men måske var situationen bare dårlig sat op fra starten.

Måske var hunden aldrig klar til kontakten.

Måske var det ikke et hundebehov, men et menneskeligt behov.

For helt ærligt: Mange hundemøder på gåtur sker, fordi vi mennesker synes, det er hyggeligt.

Vi synes, det er socialt.
Vi synes, det virker venligt.
Vi synes, hundene "lige skal hilse".

Men mine hunde skal ikke hilse på fremmede hunde på gåtur.

Mine hunde hilser ikke "bare lige hurtigt".

Ikke i snor.
Ikke på fortovet.
Ikke fordi den anden hund gerne vil.
Ikke fordi ejeren siger, at den er sød.
Og ikke nødvendigvis bare fordi mine egne ser ud til at ville.

Det betyder ikke, at de ikke må have hundevenner.

Det betyder ikke, at de aldrig må være sociale.

Det betyder ikke, at de er asociale, aggressive eller dårligt opdraget.

Det betyder bare, at jeg tager ansvar for de situationer, jeg sætter dem i.

Mine hunde må gerne møde hunde, vi kender på forhånd. De må gerne være sammen med hunde, hvor jeg kender relationen, energien og rammerne. Men tilfældige møder på gåtur er ikke der, jeg synes hunde skal øve deres sociale færdigheder.

For mig er målet ikke hunde, der kan hilse på alle.

Målet er hunde, der kan passere andre hunde roligt og neutralt.

Det samme gælder faktisk også Emma.

Målet er ikke, at hun skal klappe alle hunde.

Målet er, at hun lærer at respektere dem på afstand.

Hun skal lære, at bare fordi hun gerne vil, betyder det ikke, at hun må.

Og det synes jeg, vi godt må overføre til vores hunde også.

Bare fordi min hund gerne vil hen, betyder det ikke, at den skal.

Bare fordi din hund gerne vil hilse, betyder det ikke, at min hund skal deltage.

Bare fordi to hunde er samme art, betyder det ikke, at de skylder hinanden kontakt.

Når jeg siger "mine hunde hilser ikke", er det ikke uhøfligt.

Det er ikke afvisende.

Det er ikke fordi, jeg tror, din hund fejler noget.

Det er fordi afstand ofte er den mest respektfulde løsning.

For din hund.
For min hund.
For barnet på gåturen.
For os alle sammen.

Afstand er ikke uhøflighed.

Afstand er respekt.